Skrevet Af: Søren Skjold Andersen, Direktør, GeoDrilling
I Danmark er der i øjeblikket identificeret 12 etablerede termonet. Fælles for dem alle er, at de har gjort den kollektive varmeforsyning tilgængelig der, hvor det ikke er muligt at koble sig på traditionel fjernvarme. Måledata skal hjælpe med at gøre den kollektive forsyning tilgængelig i langt højere grad.
Den traditionelle fjernvarme kræver et vist antal huse, og at disse huse ligger relativt tæt. De 12 termonet i Danmark spænder fra at forsyne to forbrugere til at forsyne 72 forbrugere, og så er de jævnt fordelt i alle landets fem regioner. Der er også en bred variation i ejerforholdene. Et enkelt net er ejet af et lokalt forsyningsselskab, tre andre net er ejet af en privat virksomhed, mens hovedparten ejes i fællesskab af præcis de forbrugere, der får deres varme fra nettet.
Internationalt betegnes termonet som 5. generations fjernvarme og -køling. Et termonet er et kollektivt forsyningsnet, hvor rørene ikke er isolerede. Derved kan de optage energi fra jorden, som en jordvarmepumpe kan nyttiggøre til rumvarme og varmt brugsvand. Om sommeren er det muligt at bruge den lave temperatur i jorden til passiv køling, der giver en behagelig temperatur i huset og lagrer energi til vintermånederne.
Udveksling af energi med jorden er ikke ny teknologi. Det kendes allerede fra et stort antal jordvarmeanlæg i både ind- og udland. Ideen om kollektive net er til gengæld knap så udbredt. De 12 eksisterende net er et vidnesbyrd om at konceptet er solidt, der mangler dog værktøjer til at lave en præcis dimensionering.
Kort med oversigt over etablerede termonet i Danmark samt deres størrelse. (Klik på billedet for at se stor version af kortet)
COOLGEOHEAT arbejder på at lave dataopsamling fra eksisterende termonet og anvende disse til at udvikle et brugbart simuleringsværktøj, der kan bruges til at dimensionere termonet. Data kommer bl.a. fra 15 huse i Silkeborg, som har været forsynet siden 2017. Data fra et termonet i Tune udmærker sig ved at have målere forskellige steder i nettet. Sidst men ikke mindst stiller virksomheden GeoDrilling data til rådighed fra individuelle huse, der har lukkede jordvarmeboringer, hvoraf nogle benytter boringen til både opvarmning og køling.
Med disse data kan projektet COOLGEOHEAT udvikle værktøjer, der både er teoretisk velfunderede og praktisk validerede. Dette er et vigtigt skridt i retningen af at gøre det nemmere at etablere termonet.