Af: Søren Skjold Andersen, bestyrelsesformand Termonet Danmark, direktør GeoDrilling

Der foregår i øjeblikket en masse aktivitet omkring termonet i Danmark. Et synligt billede på den store aktivitet kan ses på besøgstallet for hjemmesiden termonet.dk, der ejes af den almennyttige forening Termonet Danmark. Her har man de seneste 30 dage oplevet en stigning i besøgstallet, sammenlignet med samme periode sidste år, på hele 500%.

Den store stigning i interessen for termonet er selvfølgelig båret af ønsket om at udfase olie og gas i et rekordtempo. Den stigende interesse er også afledt af begivenheder, der skete før de høje energipriser satte sig i folks bevidsthed.

 

I januar måned fik Høje Taastrup Fjernvarme godkendt et projektforslag, hvor målet er at lave en konvertering i Vridsløsemagle. Her skal der laves fjernvarme baseret på jordvarmepumper, der er forbundet med et termonet. Læs mere i denne artikel fra Energy Supply: Lokal fjernvarme på vej til landsby i Høje-Taastrup Kommune

I starten af marts udkom Termonet Danmark med et debatindlæg i Klimamonitor, hvor man opfordrede politikerne til at have en bred forståelse for ”geotermi”. I Danmark er det den gængse opfattelse at geotermi er kilometerdybe boringer, men i EU-direktivet er geotermi defineret som alt varme under jordens overflade. Læs debatindlægget her: Politikerne misforstår geotermi, og det hæmmer brugen af alle varmetyper fra undergrunden

 

I maj måned var der tre folketingsmedlemmer på besøg ved termonettet i Skjoldbjerg. Deres besøg passede med at et lokalt medie, TV Syd, var i gang med at lave en artikel og et indslag om termonet. Indslaget fik stor opmærksomhed på sociale medier. Indslaget kan ses 3 minutter og 34 sekunder inde i videoen på dette link: TVsyd nyhederne 16/5-2022

Ét af de tre folketingsmedlemmer har på baggrund af besøget stillet et formelt spørgsmål til Danmarks Klima-, Energi- og Forsyningsminister, hvor han bedes redegøre for hvilke muligheder han ser for termonet i landdistrikter og yderområder, samt hvilke initiativer der kan fremme termonet. Artiklen kan læses her: Termonet kan redde borgere uden fjernvarme – lokalsamfund elsker idéen

I slutningen af maj udgav Dansk Fjernvarme og Termonet Danmark et fælles debatindlæg i Klimamonitor, hvor begge organisationer opfordrer fjernvarmeværkerne til at tage termonet til sig som et redskab i værktøjskassen. Debatindlægget kan læses her: Når traditionel fjernvarme ikke er mulig, kan termonet træde til

 

I starten af juni afholdt Landsbyviden i regi af Region Midtjylland et webinar om termonettet i Skjoldbjerg. Der var over 100 tilmeldte til webinaret, som ønskede at vide mere om hvordan man realiserer et projekt. Webinaret blev optaget og bliver tilgængeligt på adressen: Afholdte webinarer - vidensportalen

I den kommende uge afholder Dansk Fjernvarme og Termonet Danmark en temadag om termonet i Fjernvarmens Hus i Kolding. Flere erfaringer fra COOLGEOHEAT vil blive inddraget i temadagen, der er målrettet bestyrelsesmedlemmer, ledere og ansatte med indflydelse på den strategiske udvikling i driftige fjernvarmeselskaber. Mere information om temadagen kan findes her: Temadag om termonet 

Udfaldet af temadagen skal gerne blive, at flere forsyningsselskaber bliver opmærksomme på termonet som en valid løsning på at levere varme. Forhåbentligt vil flere forsyningsselskaber derfor følge det gode eksempel fra Høje Taastrup Fjernvarme, og gå i gang med at lave konkrete konverteringsprojekter i landsbyerne.

 

Mødebord.jpg

Carsten Kissmeyer (V), Anni Matthiesen (V) og Karina Lorentzen (SF) mødtes med Jesper Koch fra Dansk Fjernvarme og Søren Skjold Andersen fra Termonet Danmark for at drøfte kollektiv opvarmning i landsbyer ved hjælp af termonet.

Partnerne i projektet